Log ind

- Zoneterapi - Det skal du længere ud på landet med

  • - Zoneterapi - Det skal du længere ud på landet med
    1 / 2
    Børn og idrætsskader har de seneste mange år været Tonny Sørensens speciale. Han er i dag en af flere zoneterapeuter i Dalum Zoneterapi Center på Dalumvej.
  • - Zoneterapi - Det skal du længere ud på landet med
    2 / 2
    - Jeg var 50 år, da min datter lærte mig at læse og skrive. Det var til stor morskab - ikke mindst for hende. Jeg fik stjerner i mit skrivehæfte, når jeg gjorde det godt, siger Tonny Sørensen - her med manuskriptet til den bog han har skrevet.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

| Opdateret
Tonny Sørensen fra Dalum Zoneterapi Center er landets længst praktiserende zoneterapeut. Men ikke meget tydede i den retning, da han var barn, for han var så ordblid, at han hverken kunne læse eller skrive
Af Hanne Kaarsted

Dalum : Jeg er udlært mekaniker, og ganske vist var jeg også massør - men zoneterapi det skulle de godt nok længere ud på landet med, siger Tonny Sørensen, 65 år.

Det lykkedes dog den ihærdige veninde - og zoneterapeut - at vinde ham for sagen, tilbag i slutningen af 1960'erne, og i dag er han Danmarks længst praktiserende zoneterapeut. Han har haft egen klinik siden 1970 - blandt andet Faaborgvej 8 i 15 år.

Men i dag driver han sammen med fem kolleger Dalum Zoneterapi Center. Klinikken på Dalumvej 75 markerer sit 25 års jubilæum 8. marts med åbent hus fra klokken 13 til 16.

Klinikken, som også har ansat en psykolog, er en af landets ældste og største alternative klinikker.

Men at Tonny Sørensens liv blev indenfor zoneterapi er måske alligevel ikke så underligt. Det kunne næsten ikke gå anderledes med den nærmest seismografiske fornemmelse for andre mennesker, han er født med.

En evne som kostede ham mange vanskeligheder - og øretæver i barndommen.

65-årige Tonny Sørensen er født på Teglværksvej klods op af jernbanen. Han voksede op som nummer tre af seks brødre, og der var ikke meget at rutte med i familien.

- Vi var sognets fattigste familie, og senere flyttede vi fra Teglværksvej til husvildebarakker på Klostervej - kaldet Cementenborg.

- Allerede som fem-seks årig kunne jeg se farver omkring folk. For mig var det ikke noget usædvanligt, men det fandt jeg ud af, at det var for andre. Jeg lærte også at for­stå, at der var noget galt, når den gule farve var i stykker. Jeg kunne i det hele taget se folks ubalancer i deres aura, fortæller Tonny Sørensen.

Men hvad meget "værre" var - han vidste, når folk skulle dø. Da det efterhånden rygtedes i sognet, gjorde det folk rædselsslagne for den lille dreng, og han husker en bestemt lejlighed, hvor der blev tømt en natpotte ud over hovedet på ham.

"Nu er Marie død..."

- Engang vi var på vej hjem sent om aftenen, så jeg vores nabo løbe på togskinnerne helt hvid. "Nu er Marie død", røg det ud af mig - og det viste sig jo desværre at passe. Det gjorde min far tosset, siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han ikke voksede op i det mest trygge hjem, så da hans mor døde, da han var 16 år, løb han hjemmefra.

- Jeg fik et hummer i Pjente­damsgade, og herfra dyrkede jeg så mine interesser for håndbold og kvinder, ler han.

- Håndbold var dejligt, og jeg var rimeligt god til det - men det sociale var det vigtigste, og jeg fik hurtigt et mærkværdigt netværk af mennesker, som tog sig af mig. Jeg havde stadig den samme fornemmelser for mennesker, men jeg kunne selv vælge, hvornår jeg ville bruge de evner.

- Sådan har jeg det stadig. Jeg går ikke og analyserer alle menneskers aura hele tiden. Men jeg er aldrig i tvivl om, hvornår et menneske lyver for mig - og jeg ved også stadig, når mennesker som er tæt på mig, dør, siger han.

Mekaniker blev han som bekendt ikke. Til gengæld tabte han helt og aldeles sit hjerte til zoneterapien.

Datterne lærte ham at læse og skrive

Hans speciale er behandling af børn og idrætsskader, og han har været med til at udvikle zoneterapi målrettet mod børn med hjerneskader og spasticitet. Han er især optaget af at behandle børn, og han har set mange rigtig gode resultater for denne gruppe af børn.

- Så længe jeg ikke er færdig med at udvikle dette særlige behandlingskoncept, stopper jeg ikke med at arbejde. Jeg regner med, at der går i hvert fald tre år, siger han.

Hele sit liv har Tonny Sørensen lidt af en ordblindhed, som reelt gjorde det umuligt at læse og skrive. Men på et tidspunkt besluttede hans dengang 12-årige datter, at det skulle være slut.

- Jeg var 50 år, da min datter lærte mig at læse og skrive. Det var til stor morskab - ikke mindst for hende. Jeg fik stjerner i mit skrivehæfte, når jeg gjorde det godt, og hvis jeg var doven, fik jeg skæld ud. Og hun var så stolt, da jeg senere beviste det, ved at skrive en bog, slutter Tonny Sørensen og fremviser et ringbind med tætskrevne ark.

- Jeg håber at få den udgivet. Jeg har diskuteret med et forlag, og de ville have mig til at skrive et afsnit om. Men det vil jeg ikke, så nu må vi se...
      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere