Vollsmose: Jul og nytår er en tid med mange gudstjenester, og Vollsmose Kirke søger at placere dem så hensigtsmæssigt som muligt.

Således er der juleaften to gudstjenester i Vollsmose Kirke, nemlig klokken 10.30 ved sognepræst Torben Hangaard og klokken 16.00 ved sognepræst Tommy Hegner.

Ved gudstjenesten klokken 10.30 har deltagerne den glæde at høre sanger Bent Pedersen synge ”Den Hellige Stad”, som han har glædet med år efter år. Det er ikke rigtig jul i Vollsmose, uden at denne fremragende præsentation af den flotte sang afslutter formiddagens gudstjeneste. Med de to gudstjenester tilgodeses såvel familier med børn som familier, hvor madlavningen er i fuld gang om eftermiddagen, så der er muligheder for alle. De næste to juledage holdes gudstjeneste klokken 10.00, hvor præsterne deler gudstjenesterne mellem sig.

Et særligt forhold gør sig gældende nytårsaften, hvor der i Vollsmose Kirke gennem de senere år har været afholdt gudstjeneste 31. december klokken 14.00, hvorfor der ikke har været gudstjeneste nytårsdag, hvilket også er tilfældet ved dette årsskifte, skønt 1. januar falder på en søndag.
  • Af: