Log ind

Kunstnerkollektiv åbnede dørene

  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    1 / 10
    Pia Løye fæstner skruetvingerne på værket. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    2 / 10
    Indigo Richards lokale var et sikkert første stop med en vært, der var beredt på gæster. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    3 / 10
    Indigo Richards har brugt sin egen underkrop som motiv og inspiration til sine billederne. Der er seks Idigo'er i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    4 / 10
    Pia Løye i sit trækunst-atelier. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    5 / 10
    Pia Løye er ny på havnen, men har en god fonemmelse for stedet, hvis rammer spænder godt sammen med hendes ønsker for et atelier. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    6 / 10
    Jette Riedlin har tidligere nærmest kreeret sin kunst i en kasse, så det er ren luksus i det lyse lokale på Havnegade 100. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    7 / 10
    Jette Riedlin har tidligere nærmest kreeret sin kunst i en kasse, så det er ren luksus i det lyse lokale på Havnegade 100. Bag hende kan fiskene i plastik tydeligt ses. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    8 / 10
    Indigo Richards egen krop i rammer. Foto: Kristian Isaksen
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
  • Kunstnerkollektiv åbnede dørene
    10 / 10
    Pia Løye. Foto: Kristian Isaksen

På Havnegade 100 er flere firmaer og enkeltpersoner samlet på samme matrikel. Otte af disse holdt åbent hus, hvor især kunsten var i centrum.

Havnegade: Den flammende rødhårede Indigo Richards hælder et lille glas rosé-portvin op og rækker det frem til sin gæst i sit beskedne, men fuldt ud funktionelle atelier på Havnegade 100.

Med min forholdsvis sparsomme viden om hele farvespektret, så vover jeg alligevel pelsen. Indigo - det er da en form for farve. Ikke?

- Jo. Det er en slags blå. Det er også et sjældent navn. Vi er ganske få i verden, der hedder det. Richards er fra min amerikanske far.

Mange af os kender hinanden fra akademiet og Hollufgaard og vi udstiller også sammen. Vi ved jo, hvad hinanden står for i kunsten og ved derfor, hvordan vi kan benytte de talenter, der er, i fællesskab. Jeg er næsten lige flyttet hertil, men det er skønt med lyset, vandet og den friske luft

Pia Løye

Det er svært at forestille sig et sceneri, hvor det kan blive meget mere intellektuelt end i den situation, en kunstner ved navn Indigo Richards hælder rosé-portvin op, alt imens hun er omgivet af sine malerier.

Vi suger den sødmefyldte substans i os.

Det smager dejligt. Jeg vidste ikke, at I var sådan en flok kunstnere hernede, før jeg læste det i avisen?

- Jo, vi er nogle stykker. Der er dog også en wellness-forretning, nogle fotografer og en tv-kanal. Jeg har været her i 10 år og de sidste tre år har vi holdt sådan en samlet åbent hus for at gøre omverdenen opmærksom på vores tilstedeværelse hernede, fortæller kunstneren.

 

Bruger hinanden

Imens Indigo Richards deler ud af både sine tanker om kunsten og portvinen, står Pia Løye længere nede ad gangen i sit "sløjdlokale".

Hun vrider sig over en træfigur med så mange skruetvinger påspændt, man kunne mistænke konstruktionen for at være en miniudgave af King Kong.

Men det livløse objekt flygter ingen steder. Det skal bare lige rettes ind.

- Det er konkret minimalisme, siger Løye, imens hun fæstner endnu en skruetvinge.

- Alt er skåret ind til benet. Væk med alt det overflødige. Tilbage skulle gerne stå et stramt og stærkt udtryk.

Jeg kan med sikkerhed sige, det er det kunstværk, jeg har set, med flest skruetvinger i. Arbejder du meget med træ?

- Ja, egentlig er jeg billedkunstner, men jeg er rykket over i træ for tre år siden. Der er andre udtryksmuligheder end på lærredet.

Er det ikke lidt vildt at skifte?

- Naarj. Man lærer hurtigt materialet at kende og så er det ikke fuldstændig nyt for mig. I 1989 lavede jeg et større projekt ved Brandts med et trærelief på 4,5 gange 5 meter. Det var kæmpestort, men eksisterer ikke mere. 

Din nabo Indigo fortæller, hun blandt andet er her fordi lejen er overkommelig. Men det er vel også meget fedt at være så mange kunstnere på et sted?

- Helt klart. Mange af os kender hinanden fra akademiet og Hollufgaard og vi udstiller også sammen. Vi ved jo, hvad hinanden står for i kunsten og ved derfor, hvordan vi kan benytte de talenter, der er, i fællesskab. Jeg er næsten lige flyttet hertil, men det er skønt med lyset, vandet og den friske luft. 

Fisk i plastik

På etagen ovenpå hænger fisk fast i én af de mange milliarder plastikgenstande, der lige nu er i færd med at belejre og forgifte havene.

Det er Jette Riedlin, som også er ny på Havnegade 100, der har flettet plastik rundt om fiskene med udgangspunkt i at ville belyse klimaforandringerne.

- Hvordan skulle jeg få plastikken til at sidde, så man kunne se det ikke var en naturlig del af miljøet. Jeg sprayede det på. Så jeg måtte købe en kompressor, fortæller Jette Riedlin sit lyse - og store - lokale.

- Ja, jeg har været vant til at stå i en lille mørk kasse med min kunst, så det er virkelig fedt at være hernede. Det har kun været kort tid indtil videre, men jeg tænker, det er godt her, siger kunstneren, der ellers har boet i det meste af verden.

- Australien, England, USA. Alle mulige steder. Og nu altså Fyn, smiler hun.

Ned ad korridoren bød endnu flere kunstnere sig til og en tv-kanal ved navn Dot. Det fik andre nysgerrige borgere nytte af på dagen, men man er altid velkommen til at kigge ned, hvis man vil se, hvad den kreative klase på Havnegade 100 går og fifler med.

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere